Flere og flere skoler vælger at gøre undervisningen mobilfri. Det har jeg stor forståelse for. For mobiltelefoner forstyrrer i undervisningen, samtidig med at forskningen peger på, at de heller ikke er sunde for børnenes udvikling
Argumentet for mobiltelefoner i undervisningen går ofte på digital dannelse. Og digital dannelse hører så sandelig hjemme i folkeskolen. Der er bare stor forskel på digital dannelse og telefoner, der vibrerer og blinker med snaps under gennemgang af Tove Ditlevsen.
Sidstnævnte har for mig at se ikke så meget med digital dannelse at gøre. Lad os få reel og aktiv digital dannelse ind i folkeskolen i form af mere konkret undervisning i stedet for kun at bringe det op som et forsvar for mobiltelefonerne, når snakken falder på dem.
Skoleeleverne har været ude at sige, at vi ved at have mobilfri undervisning skubber problemet videre til ungdomsuddannelserne. En forsker har ligefrem kaldt det en katastrofe. Der er også flere, som har været ude at sige, at det skal være en lokal beslutning. Der er mange holdninger på området, men jeg mener dog, at problemet med mobiltelefoner er af en anden art i folkeskolen.
Jeg kæmper konstant for flere lokale beslutninger på skoleområdet, og jeg går heller ikke ind for et nationalt mobilforbud af leninistiske dimensioner. Jeg går ind for, at vi arbejder sammen om at finde en måde at støtte de enkelte skoler fra nationalt hold. For det her er en stor og svær udfordring. Ja, et nationalt anliggende.
Det er derfor, så mange skoler er splittede i sagen. Lad os ikke bare fortsætte samtalen, men finde fælles og konkrete retningslinjer for, hvordan mobiltelefonerne må påvirke undervisningen og vores børns skoledag.
Janus Boye 