Ja tak til børnefabrikker!

I et nyt udspil her få timer før valget, vil SF sætte en øvre grænse over, hvor store institutionerne kan blive for vores børn:

Jacob Mark (SF), fastslår, at det er vigtigt, at børn ikke er i for store, uoverskuelige sammenhænge, »hvor det alt andet lige er sværere at knytte sig til voksne og føle sig set og hørt«.

I årevis er der ikke sket noget som helst. Ingen har lyttet til pædagogerne. Ingen har lyttet til forældrene. Og nu går der så selvsving i den. Resultatet bliver forslag, der ærligt talt har mest symbolsk værdi. Fordi vi jo egentlig alle sammen lidt længes tilbage til en enklere tid.

Jeg er stor tilhænger af ordentlige normeringer, forbedringer til pædagoguddannelsen og for min skyld også højere løn til pædagogerne, men sådan et forslag her fra SF bliver jeg ærligt talt skuffet over. For helt ærligt, hvis vi ikke længere tror på, at vores børn kan fungere i sammenhænge med mange andre børn, hvis vi sørger for, at de får den støtte, de har brug for, hvor er vi så?

Skal vi stoppe alt det her med velsmurte velfærdsinstitutioner? Rulle velfærdssamfundet tilbage? Skal konen (eller manden) sige op for at gå hjemme?

Nu overdriver jeg selvfølgelig, men det er som om, at problemerne i institutionerne er blevet ignoreret, og et voldsomt tryk er blevet opbygget. Det er vigtigt, men lad os nu lige sørge for, at det tryk ikke stiger os til hovedet.

Ja tak til børnefabrikker, hvis det er under ordnede forhold med pædagoger, der har nok kolleger, tid og overskud. For så kan vi i min optik sagtens “producere” nogle børn, der er gode til at indgå i fællesskabet.