Midt i årets udgave af Aarhus Festuge, afholdte vi i Forældrestemmen et velbesøgt arrangement på Holme Skole, med fokus på ordblindhed og uformel erfaringsudvekling blandt forældre.
Camilla Fabricius, nyvalgt folketingsmedlem for S og tidligere viceborgmester i Aarhus, deltog og delte ud af egne erfaringer som ordblind og kender af systemet indefra.
Derudover deltog også Hans Mørk fra Aarhus Kommune, som leder af PPR’s læsekonsulenter sammen med læsekonsulent Christina Voigt. Fra byrådet deltog Dorthe Borgkvist (S).
Mistrivsel, klager og kun de allersvageste bliver opdaget
Udover at være medarrangør sammen med Heidi Andreasen fra foreningen, så var jeg hovedsagligt med for at lytte og blive klogere. I mine 5 år i skolebestyrelsen og tiden i Skole og Forældre, kan det tælles på en hånd hvor mange minutter ordblindhed har fyldt de mange møder.
I aften hørte jeg stærke beretninger om:
- hjælp i korte perioder der holder op
- strategier for hvornår ordblindetesten skal tages, så man får mest muligt hjælp
- flere klager til kommunen
- kun de svageste bliver opdaget
Tydeligt, at ordblindhed stadig er et problem, og et område hvor langt de fleste skoler, både privat og folkeskoler, har plads til forbedringer. Jeg hørte om mistrivsel og forældre på hårdt arbejde for at hjælpe deres børn.
Ifølge statistikken er der ca. 3 – 4 ordblinde i hver klasse, så det er noget der rammer mange og vedrører os alle.
Hvad er løsningen?
Vi kom ikke langt med at tale om mulige løsninger, men jeg tror det hjalp for de fleste, at dele deres historier og møde ligesindede.
Har du gode forslag og eksempler, så del dem gerne!