Så er der kun 6 dage til, at vi mødes igen i det internationale netværk og for 17. år i træk mødes vi i Aarhus for at lære, netværke og udvikle os.
Hvert år siden 2005 er min november startet med konference i min hjemby. Hver eneste gang, er jeg blevet spurgt om det ikke burde være i København, London eller en anden metropol.

Nej, tak, Aarhus kan sagtens og det giver god mening at være lige præcis her.
Her kan vi samle flere hundrede fra ind- og udland år efter år, der naturligvis kommer for et fagligt program, men også vælger os til, fordi vi har en unik kombination af en midtby hvor der er nemt at komme rundt til fods, gode faciliteter, overnatningsmuligheder til alle priser, gæstfrihed og hygge.

Og så er jeg ikke i tvivl om, at forretningsgæster, også kan mærke, at her er rart at være, og det betyder noget for læringen og udviklingen.
Og hvem ved, måske konferencedeltagerne kommer igen med deres familie og venner?

Tarteletter og stegt flæsk med persillesovs … Selvfølgelig. Og så fortæller man dem, at det er det danskere spiser – hver dag!
Du kan læse nærmere om årets konference her: Boye Aarhus 21 – The Digital Leadership conference