“Farten skal ned i byerne. Hvorfor har vi så travlt når vi cykler rundt i byerne i Danmark? Det giver cyklisme et dårligt ry blandt gående, og alle andre trafikanter, og så er det unødigt farligt og jo egentlig helt tåbeligt.
Folk ved godt at cyklisme er sundt, og godt for miljøet, men hvis vi prioriterer at farten skal være høj på cykel i byerne, så får vi aldrig nogensinde velfungerende mennesker til at betragte cyklen som et attraktivt og fornuftigt valg.”

Sådan siger jeg i det nyeste udgave af Cyklister, medlemsbladet for Cyklistforbundet, som bl.a. har spurgt mig om mit mest kontroversielle synspunkt om cyklisme.
For mig er cykelsagen en virkelig oplagt sag, og derfor mener jeg også, at vi har brug for et stærkt og velsmurt Cyklistforbund, som kan bidrage til bedre cykelforhold – både lokalt og nationalt.
Som f.eks. når vi i de her år har brug for at få vendt udviklingen, og få flere børn og unge til at tage cyklen til skole, til fritidstilbud, på job og til vennerne.
Eller hvad angår debatten om bekæmpelse af cykeltyveri, eller ja, som jeg begyndte, cyklister susende afsted med alt for høj hastighed.
Men nok om det. Hvad kan få dig oftere i sadlen?