Januar kan virkelig være lang, men lysere dage venter heldigvis snart.
Det betyder også, at det bliver varmt nok til at gaderne igen bliver klar til udendørsservering for byens spisesteder.
Og det lige netop derfor, at byens restauratører i disse dage er i gang med at udfylde detaljerede ansøgninger om at få lov til at fylde byen med liv.
Selvom det er noget, jeg altsammen glæder mig til, mener jeg dog, at vi kan gøre det meget bedre.
For bilerne fylder simpelthen desværre stadig for meget, og det er alt for svært for byens madiværksættere at få lov til at servere udenfor, fordi pladsen foran restauranterne er blevet givet væk til parkering.

Guldsmedgade er et godt eksempel. Her har Aarhus Kommune har besluttet, at højst to restauranter allernådigst må servere på gaden. Men hov! Hvorfor ikke tre eller fire?
Står det til mig, skulle Guldsmedgade ikke være en parkeringsplads, men derimod en gågade. De bilister, der får listet sig ind i Midtbyen har jo alligevel masser af mulighed for parkering tæt ved.
På den måde ville butikker og spisesteder sammen nemlig kunne skabe en levende by, der samtidig ville være mere tryg for aarhusianere i alle aldre.
Og hvem ved, måske kunne der også blive plads til mere grønt, nogle bænke, ja, måske sågar en skulptur?
Hele systemet skulle vendes om, og kommunen burde aktivt støtte alle, som vil skabe byliv og ikke opstille bureaukratiske krav og arbitrære regler, som dræber borgernes engagement.
Smilets By tilhører jo os alle. Lad os derfor få mere byliv i gaderne 🍕🌳🥳