Første skridt er at erkende, når noget overhovedet ikke virker.
Et inspirerende besøg i går på Søndervangskolen i Viby J., hvor de med forældresamarbejdet er gået fra skæld-ud-samtaler til feedback og samarbejde. Besøget fik mig til at tænke lidt over samarbejdets svære kunst. Det er overvejelser, der igen og igen kommer op. Både i min virksomhed og i arbejdet med børn & unge.

Når noget ikke fungerer, er det let først at blive frustreret, og så sætte det i skammekrogen, hvor det så ellers bare kan passe sig selv. For hvis det skal være på den måde, gider jeg da slet ikke!
Søndervangskolen er et godt eksempel på, at vi får det ud af et samarbejde, som vi lægger i det. Og ved at insistere på menneskerne i det, og ikke kun på retningslinjer, strukturer og møder. De kan være gode nok, men kun hvis de bliver fyldt ud af mennesker med overskud.
For det er jo ikke møderne og referaterne, der flytter mennesker. Det er os. Dig og mig. For mig er de virkelig gode resultater altid kommet, når jeg ikke har stillet skarpt på protokollen, men på mennesket foran mig. Det er vist det, de formår at gøre året rundt ude på Søndervangskolen.
Mere om Elevreview
De holder det 4x om året. Fra kl. 12 – ca. 18 er er der ingen undervisning og så kører de det igennem på alle årgange med dansk & matematiklæreren i hver klasse
Tydeligt fokus på at give god feedback, tale om fremdrift og succesmål.
Overordnet virker skolen til både at have stærkt fokus på fagligheden, især i dansk og matematik, men også et godt syn på værdien af konstruktivt feedback løbende. Skolen virker tydelig på hvad der giver mening og hvad der passer ind i skolens værdisæt.
Derudover har skolen en klar målsætning: Karaktersnittet på 6,6 skal nås!
Med pædagogisk leder Anne Katrine Kusk som min guide, fik jeg lov til at være med til 2 såkaldte ElevReviews, som er et format á 15 minutter pr. barn, som de afholder 4 gange om året. Hver gang med start kl. 12 og så til cirka kl. 18. Uanset om man har 1 eller flere børn, så afvikles det hele på én eftermiddag i hver klasse med hhv. dansk og matematiklæreren.
Konkret var jeg med til ElevReview på hhv. 6. årgang og 9. årgang. Begge gange oplevede jeg elever der fortalte om deres arbejde, lærere der med både ord og kropsprog var tydelige i dialogen og konkret feedback på barnets niveau.
Jeg oplevede også gode og åbne spørgsmål fra lærerne, som gav anledning til refleksion og børn der måske var lidt nervøse, men samtidig deltog undervejs og tog godt imod feedback.
Til inspiration fra dig som vil arbejde videre med udviklingen af skole-hjem samtaler, kan jeg anbefale at se dette materiale, som jeg fik lov til at dele: Reviews og Learning Walks (PDF)