“Det modsatte af kærlighed er ikke had. Det er ligegyldighed.”
Sådan sagde filminstruktør Christina Rosendahl i går aftes, da hun besøgte en udsolgt forpremiere på hendes nye filmiske perle: ”Vores mand i Amerika.”
Ordene beskriver den rebelske og noget sammensatte karakter, Henrik Kauffmann. Den danske ambassadør, der under Anden Verdenskrig trodsede regeringen hjemme i Danmark i kampen mod nazisterne.
Vi får bl.a. fortællingen om vores ubrydelige venskab med USA. Om Grønlands rolle dengang og nu. Om den danske samarbejdspolitik under krigen. Og om kvinderne der havde en meget stor rolle. Sikke en oplevelse!
Efter filmen stillede Christina op til en Q&A i salen, blandt andet fra Nils Malmros, som bød ind med finurlige feinschmecker betragtninger, hvad der bestemt ikke gjorde mit i øvrigt første møde med biografmørket siden corona ramte landet ringere. Det var også der, hun fik sagt ordene ovenfor om Kauffmanns komplicerede kærlighedsliv.
Tak Christina Rosendahl og Øst for Paradis

Hvis du vil læse mere om Henrik Kaufmann, så har historisker Bo Lidegaard skrevet bogen Uden Mandat som på knap 600 sider tager godt fat. Bo har også været konsulent på filmen.