På lidt over 140 hektar i Aarhus N er der ved at opstå en helt ny bydel med plads til over 15.000 indbyggere.
Planen om bydelen med navnet Nye har været på vej i 12 år, og jeg fik fornøjelsen af en uformel rundvisning af Jørn Tækker og et blik bag kulisserne på fremtidens bæredygtige byudvikling. Det var både imponerede og tankevækkende.

Indtil videre har byudvikling været et domæne for kommunen, der i samarbejde med bygherrer traditionelt deler et byområde op. Så køber en pensionskasse en matrikel, en ejendomsinvestor en anden matrikel og så videre. Sådan har det været på Aarhus Ø, i Ørestaden og andre steder. Nogle gange lykkedes det fint at skabe en helhed, andre gange mindre godt.
Nye er anderledes. Her er det Jørn Tækker, der ejer langt det meste af jorden og allerede har tænkt flere etaper og årtier frem i bydelens udvikling. Jeg var rundt og se etape 1, som er under opbygning. I dag er knap 100 husstande flyttet ind og senere på året mere end fordobles indbyggertallet, når nye bygninger står klar.

Bydelen planlægges med blandet bebyggelse, så det bliver et hjem for alle. Små og store boliger og der er både lejemål og mulighed for at købe et nyt familiehus.
Nye er også anderledes og inspirerende, når det kommer til fællesskabet. Udover grundene, hvor bygningerne står, så er alt fællesområde. Du kan ikke købe en have foran dit hus eller eje mellemrummet imellem husene. Det er altsammen en del af ejerforeningen og styres overordnet af et valgt repræsentantskab i byen.
Der er tydeligvis lagt mange tanker i ønsket om lokalt engagement og et aktivt liv med sport og fritid, medbestemmelse og mulighed for at skabe en god hverdag uden for hjemmet. Det er byliv på en ny måde.

Nye har også mere fokus på bæredygtighed og den grønne omstilling, end jeg har set andre steder. Markerne er for længst omlagt til økologisk drift, så de bliver afgiftet flere år, inden der skal bygges. Forbruget af grundvand i husene er også reduceret med over 40% i et spændende samarbejde med Aarhus Vand. Det opsamlede vand fra hele byudviklingsområdet bliver renset på et renseværk, inden det ledes i et separat ledningsnet ud til brug i toiletskyl og vaskemaskiner mv. i områdets boliger.
Børnene er der naturligvis også tænkt på. Nye får sin egen daginstitution her til sommer, og der er allerede planlagt en ny folkeskole. Der kommer skatebane ved et nedlagt landbrug, og der arbejdes udpræget med midlertidighed, også i forhold til lege – og opholdsområder. Parkeringspladserne flyttes også lidt rundt efterhånden som byggeriet skrider frem.
Byen ligger også godt. Tæt på arbejdspladser, natur, og Nye har allerede både cykelstier og sin egen letbanestation, der på knap 20 minutter kan køre dig til Skolebakken i Midtbyen.
Som sidste stop på min rundvisning besøgte vi købmanden Nyma. Her er også et grønt og økologisk køkken med eget bageri. Her udvikles brød, opskrifter og færdigretter af høj kvalitet der tydeligvis også tiltrækker gæster fra andre dele af kommunen.

Jeg tog overvældet og mæt af indtryk hjem til Midtbyen. Det er et virkelig innovativt projekt i international skala. Der er tydeligvis lagt rigtig mange tanker og erfaringer i udformningen af bydelen og rammerne. Det er et kæmpe bidrag til Aarhus, som kan være svært at forstå på dette tidlige tidspunkt, men som grundlæggende vil ændre dynamikken i Aarhus Nord.
Traditionelt er mange par flyttet fra Aarhus når der er kommet børn til, men nu kommer der et bynært område med nye muligheder for at bo tæt på byen og samtidig få natur og plads. Fremtiden vil vise, hvordan der bliver taget imod Nye, men det tegner rigtig lovende og jeg glæder mig til at følge udviklingen.
Lær mere om Nye
Bydelen har sin helt egen hjemmeside på nye.dk. Jørn Tækker fortæller om visionen bag byen Nye i denne korte video
Du kan også læse mere om genanvendelse af vand i Nye hos Aarhus Vand: Grundvandsressourcerne i Danmark er under pres.
Nye har allerede fået en del omtale. Aarhus Panorama skrev f.eks. om Nye i september 2020 under overskriften: Nye er fremtidens bæredygtige fællesskabsforstad. Tilbage i 2015 skrev Fagbladet Boligen om Den maksimalt blandede by.