Tysk bestseller udstiller vores problematiske forhold til bilen

Bilen kidnapper vores frihed. Det er en af konklusionerne på sådan en stille søndag med lidt ekstra tid til at læse, hvor jeg endelig kom igennem Katja Diehl tyske bog ‘Autokorrektur’.

Jeg købte den tilbage i februar og den er allerede blevet en bestseller i Tyskland og nu på vej i 3. oplag. Bogen har virkelig præget den offentlige debat syd for grænsen, men her med et folketingsvalg på trapperne, fylder bilens uholdbare rolle i vores samfund desværre næsten ingen ting.

Med mit eksemplar af Autokorrektur – den tyske bestseller af Katja Diehl

Hendes spørgsmål er enkelt: Vil du eller skal du køre bil?

Bogen er skrevet med afsæt i ganske mange interviews med mennesker i alle mulige livssituationer, og underbygger Katja Diehls udsagn om, at der findes noget som både er dybt uretfærdigt og klimaskadeligt i vores samfund.

Med undertitlen ‘mobilitet i en beboelig verden’ slår forfatteren tonen an i en forholdsvist letforståelig bog der kommer ordentligt rundt om hvordan bilen ikke bare er skadelig for vores sundhed, men også for vores samfund. Vi har brug for en ‘Autokorrektur’, dvs. mindre brug af auto og generelt en nytænkning af bilens rolle i samfundet.

Katja Diehl siger fra starten, at alle skal have ret til at leve deres liv uden at køre bil, men desværre er der en del problemer inden vi kan komme så langt. Det gælder jo også i Danmark at busserne for længst er holdt op med at køre på landet, og selv for os der bor i Midtbyen, kan man ikke rigtig bruge offentlig transport, hvis man f.eks. er sygeplejerske og skal møde tidligt på AUH, eller hvis man er pædagog og skal åbne en børnehave i Beder.

Som hun pædagogisk gennemgår i bogen, som også er fint illustreret med tegninger, så er vores kærlighed til bilen fasttømret, og samtidig bygget ind i alle mulige sammenhænge af samfundet. Skattemæssige fordele, indkøbsmuligheder i storcentre, ladestandere og måske vigtigst ifølge Katja Diehl, al den meget plads som bilen tager fra os.

En af de fine illustrationer i bogen: Denne handler om, at for dem der er ramt af fattigdom, så er bilen en uforudsigelig omkostning

Plads der kunne bruges til leg, grønt eller noget tredje, men som i stedet bruges i stor stil af biler, som holder stille.

Hvis jeg skulle bedømme på hvordan vi har indrettet samfundet, så er der rigtig mange som gerne vil køre bil, men som forfatteren overbevisende redegør for i bogen, så er det slet ikke tilfældet.

Ganske mange vil gerne være fri, men bor et sted, hvor der ikke er noget alternativ, eller er i en livssituation hvor offentlig transport ikke er en særlig attraktiv mulighed. Det gælder f.eks. dem der ser lidt anderledes ud og som gentagne gange har oplevet chikane eller hadkriminalitet.

Forfatterens mål med bogen er, at alle skal kunne leve et godt liv uden egen bil, og på lidt over 200 sider, og med blot 3 afsnit; Mobilitet, Rum og Menneske, gennemgår hun sagligt hvordan vi kunne skabe en forandring og hun argumenterer på overbevisende vis, som også rokkede ved min forståelse af bilens rolle i samfundet.

Hun deler også et afslørende blik bag den stærke lobbyvirksomhed, som står bag bilindustrien, især i Tyskland, hvor den store VW dieselskandale hurtigt blev glemt. Kan du huske huske da VW i Danmark havde inviteret næsten hele folketinget til landskamp i Parken? Kan det virkelig passe, at en industri der forurener og ødelægger så meget skal have så gode vilkår? Er det fair for alle dem der ikke vil køre bil?

Hvordan skaber vi så mobilitet for alle?
Bogens afsluttende kapitel indledes med et tankevækkende citat fra Enrique Penalosa, borgmester i Bogota:


“Et udviklet land, er ikke et sted hvor de fattige har råd til en bil. Det er et sted hvor de rige bruger offentlig transport”

Katja Diehl har mødt utroligt meget modstand mod hendes tanker og beskriver også i bogen, hvordan folk enten holder op med at lytte eller hurtigt bliver meget kritiske. Hendes pointe er dog reel og vigtig: Hvorfor har vi indrettet samfundet på bilens præmisser? Det har jo været med til at afvikle mange lokalsamfund, lukke skoler og købmænd, og i byerne optager bilerne utroligt meget plads og ødelægger stadig luften. Hvorfor skal det være sådan?

Datteren får nej til at cykle igennem byen, fordi far synes, at det er alt for langt at cykle og for farligt. Kan du genkende det i Danmark?

Folk skal have lov til at køre bil mener forfatteren, men alle har ret til et alternativ. Bogen handler ikke kun om Tyskland, den kommer også rundt om Holland, Spanien og andre gode eksempler, som vi nemt kunne lade os inspirere af, hvis vi altså vil indrette os lidt anderledes.

God læselyst

PS: Hvis du har fået lyst til at læse bogen, så kan den bl.a. bestilles hos den tyske boghandel Thalia: Autokorrektur – Mobilität für eine lebenswerte Welt

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close