Hvor godt kender du Midtbyen? Især på cykel kan det af og til gå hurtigt og de forskellige gavlmalerier og kunstværker forsvinder nemt i mylderet, mens man forsøger at navigere trafikken.
I samarbejde med Aarhus Cykler og Gladere Gader, arrangerede jeg derfor en skøn cykeltur rundt i Midtbyen, hvor vi stoppede og kiggede på lidt kunst undervejs. Det blev til en tur med både nye værker og mere kendte klassikere.

Du kan læse nærmere om vores seks stop undervejs nedenunder, og cykle turen selv eller med venner og på den måde lære Aarhus bedre at kende.
Har du forslag eller feedback, måske en god historie om kunst i bylivet? Hvis ja, skriv det som svar nederst. Så vi kan gøre turen endnu bedre næste gang.
Vi havde start og mål ved Kunsthal Aarhus og street art kunstneren Mikkel Tschentscher Jessen, bedre kendt som MT Jessen deltog også. Ruten går rundt i Midtbyen, stort set uden lyskryds.
1. Gavlmaleri af skorstensfejere på Frederiksgade
Lige overfor ved Waxies har MT lavet 3 hvide skorstensfejere øverst på gavlen. Det er en placering med rigtig meget liv i gaden og vi fyldte da også godt i bybilledet, da vi kom med vores mange cykler.

“Kig op fra telefonen og se på de omgivelser, du befinder dig i” er opfordringen fra MT, men samtidig forklarede han også, at motivet også er et bud på at udfordre vores stereotyper. Kan skorstensfejere godt være hvide? Om et par år er de måske ikke helt så hvide længere.
Se også dette klip fra TV2 Østjylland med mere baggrund
Vi bakkede lidt tilbage og smuttede af den lidt anonyme Fiskergade.
2. Mågekysset på Fiskergade
Malet af Hans Krull helt tilbage i 1985 og efterhånden en kendt del af bybilledet, som også kan se fra Strøget når du går over Skt. Clemens Bro.

“Mågekysset” er et vægmaleri på den nordvestlige gavl af Fiskergade 90 og der er også et lille skilt når du cykler forbi.
Kvinden på maleriet er sangeren Kate Svanholm. Hun var forsanger i punk-bandet Lost Kids, en markant del af punkmiljøet i 80’erne. Sangerinden stod en dag og lavede trutmund til en udstoppet måge i Krulls værksted. Scenen blev fotograferet og lavet til et linoleumssnit. Hans Krull har tidligere udtalt flg. om værket:
Billedet symboliserer kys, den druknede sømands farvel, eller man kan sige, at sømandskoner også er enker med levende ægtemænd. Det er tit, de ikke vidste om de kom hjem igen. Så det er måske hendes drømme om ham og den uvished, det vil sige, at være sømandskone.
Så det er i virkeligheden en hyldest til sømandskonerne.
Fiskergade 90 er forøvrigt en afdeling i ALBOA (Almen Boligorganisation Aarhus), der bestilte en renovering i 2013. I den forbindelse kravlede Hans Krull op på og malede det op og gav mågen sine knaldgule øjne tilbage.
Vi cyklede videre ad Europaplads, Skolegade og Mejlgade og til næste stop.
3. Mathilde Fibigers Have
Her er egentlig ganske meget at se. Selve haven er fyldt med kunst, bl.a. værket På Kanten af den aarhusianske kunstner Gudrun Steen-Andersen.

Skulpturgruppen består af yin og yang, en konkav/konveks form, en dynamik og en ro, som komplementerer hinanden og tilsammen giver mulighed for indholdsmæssig fri fortolkning af begrebet »point of no return«.
Gudrun Steen-Andersen er også kunstneren bag drengen, som står ved spejlbassinet uden for Musikhuset Aarhus,
Haven er i virkeligheden det gamle Rådhusstræde hørende til bygningen ved siden af, hvor Museet KØN nu er. Tidligere var der Politistation og før da Rådhus. Fra haven har du også indgang til Besættelsesmuseet, som bestemt er et besøg værd.
Mathilde Fibiger var forfatter, telegrafist og kvindesagsforkæmper og haven har været opkaldt efter hende siden 1986.
Vi cyklede tilbage på Mejlgade, langs Graven og gjore så stop i Borggade.
4. Fløjtespilleren

Fløjtespilleren ved Borggade er ved at være en ældre herre. Han har siddet på væggen siden 1991, hvor han blev malet i forbindelse med Århus Festuge som i det år havde fokus på gavlmalerier. Gavlmaleriet er Édouard Manets ”Fløjtespilleren”, udført af Andrzej Kowalczyk.
Manet var en kendt fransk kunstner (1832 – 1883) og betragtes som bindeleddet mellem realismen og impressionismen.

Andrzej Kowalczyk var en polsk maler (1951 – 2019), der også har sat sit aftryk i smilets by med den kendte udsmykning af entreen på Hotel Royal – en række værker, der skildrer Aarhus’ historie fra vikingetiden og frem til festugen i 1990.

Desværre har fløjtespilleren haft det hårdt de seneste år. Først flyttede Maskinmesterskolen ud, og der kom en stor ny bygning til som tog en del af udsigten.
På det seneste er kunstværket desværre også blevet hærget nederst af graffiti.

Vi cyklede videre ad Klostergade, til venstre på Grønnegade og frem til Møllestien. På Grønnegade kom vi forbi Havskildpadden som er lavet af samme kunstner, som har lavet Hvidhajen i Vestergade (stop nr. 6 på turen), men først lidt mere godt på Grønnegade.
5. Blyanten ved Grønnegade 8
Vægmaleriet er ligeoverfor Lokalcenter Møllestien og viser en rigtig lang hånd med en endnu længere blyant, som ser ud til at kunne skræmme kampvogne og soldater. Det ser ud til, at blyanten gør soldaterne bange og måske er blyanten i virkeligheden det farligste våben?

Herligheden er lavet af den verdensberømte og anonyme graffitikunstner Blu fra Italien. Blu lavede kunstværket på blot tre dage tilbage i august 2008. Temaerne i Blus malerier spænder ofte over forurening, kapitalisme eller krig.
Bemærk især den fine detalje med blyantens viskelæder, som er integreret med ejendommens skorsten. Måske handler værket også om vigtigheden af ytringsfrihed?
Efter at have funderet over værket, cyklede vi lige rundt om lokalcentret. Ved hjørnet, desværre godt gemt bag ved skraldespandende, er der et aftryk af den gamle Midtby. Lidt ærgerligt, at det skal gemmes væk.

Så cyklede vi ud på Vestergade og tog til venstre på den kendte gade.
6. Hvidhajen i Vestergade
Byens helt egne graffitikunstner Eske Touborg har lavet den store og flotte hvidhaj i 2018 – helt oppe i 26 meters højde. Som Eske skriver om værket:

Med inspiration i undervandsfotos jeg selv har taget på dykkerture ved Mexico besluttede jeg at male hajen med en del ar og “ridser”. Dette gav en effekt af en ældre og mere majestætisk haj om man vil – hvad der også klæder arten fint!
Måske du allerede kender Hammerhajen på Frederiksbjerg? Den har Eske også lavet og så driver han også Aarhus Graffiti og har udgivet GraffitiBible – En komplet guide til at lave graffiti.
Du kan se mere om værket i denne korte video:
Herfra cyklede vi via Mølleparken tilbage til Kunsthal Aarhus og turen var slut.
Læs mere om at cykle i Aarhus
Jeg har før skrevet om det med at være cyklist i Aarhus. Læs bl.a.:
- Det er let at cykle til Aarhus med mine noter fra en cykeltur med Camilla Fabricius (MF for soc. dem) og Jens Peter Hansen som er landsformand i Cyklistforbundet.
- Aarhus rundt: I Bernhardt Jensens cykelspor som også var et indslag under Aarhus Festuge 2021
- Velostrada i cykelbyen Aarhus, som handler om vores nye cykelgader og veje.
- 5 gode cykelsteder i Smilets By. Her er Risskovstien iblandt, men også Hallsti, Brabrandstien og 2 andre som du måske kender.
- 10000 flere cykelparkeringspladser til Aarhus. Der er stor mangel på parkeringspladserne til de tohjulede.
Lige inden sommerferien, deltog jeg i en politisk debat med Cyklistforbundet Aarhus, hvor vi blandt andet talte om en cykelbro over Banegraven.
Og så er det også værd at nævne, at vi har en 100 år gammel cykelhandler: Tillykke med de 100 år Rask Cykler